Danskerne sakker bagud i viden om medicin til dyr

Pressemeddelelse 24. oktober 2016

Første undersøgelse af EU-borgeres viden om og holdning til medicin til dyr:
Danskerne sakker bagud i viden om medicin til dyr.

Ny undersøgelse blandt seks EU lande viser, at det generelt står skidt til med viden om dyremedicin. Sammenligner man med de europæiske tal, lander danskerne på en klar sidsteplads, når det gælder viden om kontrollen af lægemidler og lægemidlers betydning for forebyggelse og behandling af sygdom hos dyr.

Begrænset viden og udpræget skepsis

Undersøgelsen, der er foretaget af den europæiske brancheorganisation for veterinærmedicin, IFAH Europe, viser, at EU borgere er skeptiske over for brugen af veterinære lægemidler og bekymrede over deres indflydelse på menneskers sundhed. Samtidig viser undersøgelsen, at der er mange myter forbundet med brugen af medicin til dyr. Særligt i Danmark er der udbredte misforståelser om brugen af medicin til dyr.

Danskerne er også mere kritiske end andre EU-borgere over for dyrs ret til behandling, når de er syge, og danskere er som de eneste blandt de adspurgte lande faktisk mindre bekymrede for at sætte tænderne i en bøf, der stammer fra et sygt dyr, end en bøf fra et dyr, der er behandlet med lægemidler.

”Undersøgelsen viser, at danskerne har en helt skæv opfattelse af, hvordan og hvorfor der bruges medicin til dyr. Det er især bekymrende, at mange danskere – til trods for et stort ønske om dyrevelfærd – ikke altid mener, at syge dyr har krav på behandling. Ofte fordi de frygter, at der er skadelige medicinrester i deres mad – hvilket er ubegrundet. Der ligger en stor opgave for myndigheder og relevante organisationer i at formidle viden inden for dette område,” forklarer Lisa Pontoppidan, der er formand for Veterinærmedicinsk Industriforening.

  • De mest overraskende resultater i undersøgelsen er, at:
    Kun hver fjerde (27%) af danskerne er klar over, at medicin til dyr skal leve op til de samme krav som lægemidler til mennesker. Det europæiske gennemsnit ligger på 43%. Faktum er, at EU´s krav til godkendelse af medicin til dyr er blandt verdens strengeste. Producenter af lægemidler til dyr investerer store beløb i at udvikle, teste og fremstille sikre og effektive lægemidler til dyr.
  • Kun hver tredje dansker (27%) er enig i, at produktionsdyr skal vaccineres regelmæssigt for at forhindre, at de bliver syge. I resten af de adspurgte lande er tallet oppe på 54 %. Faktum er, at vacciner i udbredt grad bliver anvendt i dansk landbrug, for at forebygge sygdom og reducere brugen af antibiotika.
  • En af de måske mest udbredte misforståelser når det gælder medicin til dyr er, at der kan forekomme skadelige medicinrester i kød og andre fødevarer. Faktum er, at Danmark er blandt EU’s bedste, når det kommer til at være fri for skadelige rester af medicin i fødevarer, med både tæt kontrol fra myndigheder og slagterier. Fødevarestyrelsen fandt i 2015 ingen medicin i de 12.500 prøver der blev taget fra dansk produceret kød, mælk, æg og honning [kilde].
  • En stor del af danskerne er overbeviste om, at brugen af antibiotika er stigende i Danmark. Faktum er, at forbruget af antibiotika til kvæg og svin er faldet med henholdsvis 10 og 19 procent over de sidste 5 år.
  • Kun 28 % af de adspurgte danskere mener, at behandling med lægemidler har en positiv virkning på dyrs velfærd og sundhed. 50 % af danskerne mener ikke, at dyr skal have den samme ret til at blive medicineret som mennesker. Kun 38% af vores europæiske medborgere har samme holdning. Faktum er, at lægemidler til dyr væsentligt medvirker til at forbedre dyrs sundhed. Derfor er danskernes holdning – set fra et dyrevelfærdsmæssigt synspunkt – bekymrende.

For yderligere information, kontakt venligst:

Margit Andreasen
Teknisk chef
Veterinærmedicinsk Industriforening.
Telefon: +45 20361767

Undersøgelsen er gennemført på vegne af IFAH Europe, der er den europæiske brancheforening for producenter af medicin til dyr. Undersøgelsen er lavet i samarbejde med Veterinærmedicinsk Industriforening i Danmark og har kigget nærmere på de europæiske borgeres viden og holdning til veterinærmedicin i landene Danmark, Tyskland, Holland, Polen, Spanien og Storbritannien. Der er i alt gennemført interviews af ca. 1.000 borgere over 18 år i hvert land i løbet af marts og april 2016.