Udfasning af antibiotika kan true dyrevelfærden

Det er vigtigt at bekæmpe antibiotikaresistens. Men skal dette ske effektivt, må fokus ikke ligge ensidigt på reduktion af antibiotikaforbrug, på forbud mod brug af enkelte typer af antibiotika eller på enkelte former for resistens, som MRSA.

EU-kommissionen fremhæver underdosering som et problem

En fortsat reduktion af et antibiotikaforbrug, der ligger så lavt som det danske, indebærer en åbenlys risiko for underbehandling af syge dyr. Hvis landmænd føler sig presset til at anvende mindre medicin end nødvendigt, vil det både medføre ineffektive sygdomsbehandlinger og risiko for mere resistens. Bakterier, som ikke slås helt ned, kan udvikle modstandsdygtighed overfor antibiotika. Derfor fremhæver EU-kommissionen i en ny vejledning, at nationale kontrolprogrammer skal sikre, at reduktionen af forbruget af antibiotika ikke må føre til mangelfuld ordinering (ex. underdosering), der kan påvirke dyresundheden og fremme resistensudviklingen.1

Udfasning af enkelte typer af antibiotika kan fremme resistens

Ifølge den forrige regerings MRSA-handlingsplan fra 2015 skal brugen af tetracyklin i dansk svineproduktion udfases hurtigst muligt. Denne beslutning er taget på trods af, at der ikke foreligger dokumentation for effekten af en sådan udfasning. Da syge dyr skal behandles, vil forbud mod tetracyklin eller andre typer af antibiotika flytte forbrug og resistens over på andre tilladte antibiotikaklasser. Stik mod intentionerne kan forbud derfor medføre resistens, som kan få større betydning for folkesundheden end MRSA.

 

 

Interventioner skal motivere til ansvarlig brug af antibiotika

VIF mener, at forbud skal undgås. I stedet for at udelukke dyrlægen fra at anvende visse typer af antibiotika, bør man fokusere på ansvarlig brug– dvs. at antibiotika skal anvendes fagligt korrekt og kun, når det vurderes nødvendigt. Ejere af såvel produktionsdyr som familiedyr skal motiveres til at gennemføre antibiotikabehandlinger, som foreskrevet af deres dyrlæger. Desuden skal dyreejere tilskyndes til at forebygge sygdom gennem god hygiejne, ernæring og vaccination. 1

 

VIF mener:

  • At indgreb til bekæmpelse af resistens skal være evidensbaserede og rette sig mod en generel bekæmpelse af resistens.
  • At effekten af disse indgreb på resistensforekomsten skal måles og evalueres løbende, både hos dyr og mennesker.
  • At sammenhængen mellem brugen af antibiotika til dyr og forekomsten af resistens hos mennesker er for dårligt belyst. Derfor bør forskning indenfor dette område fremmes, så politiske indgreb til bekæmpelse af antibiotikaresistens kan baseres på et bedre videnskabeligt grundlag.

 


Referencer

1EC Kommissionens Retningslinjer om hensigtsmæssig anvendelse af antimikrobielle stoffer i veterinærmedicin (2015/C 299/04)
2Answer to the Request for scientific advice on the impact on public health and animal health of the use of antibiotics in animals EMA/381884/2014