Antibiotika – nødvendig til behandling af syge dyr

Syge dyr skal behandles korrekt. Det er både dyrlægens, dyreejerens og lovgivernes fælles ansvar at sørge for, at dyret får den behandling, det har brug for. Antibiotika er en uundværlig del af sygdomsbehandlingen og kan have afgørende effekt på dyrenes velfærd og overlevelse.

Ligesom mennesker kan dyr blive syge. Nogle gange kræver helbredelse en behandling med antibiotika. Lungebetændelse hos kalve og grise, blærebetændelse, øregangsbetændelse og sårinfektioner hos hund og kat er eksempler på sygdomstilstande, der kan kræve behandling med antibiotika. Dyrets velfærd og overlevelse kan afhænge af, at antibiotika anvendes korrekt – herunder i de rigtige mængder. Det stiller krav, både til dyrlægen og dyreejeren, og lovgiverne der fastsætter rammerne for brug af antibiotika.

 

 

  • Dyrlægen skal basere sin ordination på en grundig diagnose, bakteriens følsomhed samt sit kendskab til at lægemidlet virker i det påvirkede organ, eks. lungerne. I Danmark er der til hjælp for dyrlægerne udviklet evidensbaserede behandlingsvejledninger, bl.a. til svin og kæledyr.
  • Dyreejeren skal nøje følge dyrlægens anvisninger om behandlingslængde – frekvens og – dosering; ellers er der stor risiko for tilbagefald og resistensudvikling. I en travl hverdag kan man nemt glemme at give nogle af de ordinerede antibiotikapiller til familiens syge kæledyr. Det kan desværre have den konsekvens, at dyrets sygdom forlænges. Når man giver antibiotika i for kort tid, i for små mængder eller ikke nøje følger dyrlægens anvisninger, øges vækstvilkårene for resistente bakterier. Derfor arbejder VIF’s medlemsvirksomheder hele tiden på at udvikle pakninger og værktøjer, som gør det lettere at medicinere syge dyr korrekt.
  • Lovgiverne skal i videst mulig udstrækning regulere på et fagligt grundlag, så antibiotikaresistens forebygges, og både dyrevelfærd og fødevaresikkerhed tilgodeses.